Sorry for the post in Danish, but it seemed the most appropiate to do in this case.
Den korte version:
Nej sexuelle krÊnkelser er ikke bare smÄting.
Vi har endeligt fÄet startet metoo-debatten ordentligt i Danmark og vi har muligheden for at lave tingene om.
Den lange version:
Nej sexuelle krÊnkelser er ikke bare smÄting.
Jeg var overrasket over, at der ikke skete mere i Danmark 2017, da metoo kom frem. For mig at se kom der smĂ„ pip her og der, men langt det meste endte med at der kom lidt tĂžhĂž over det, der skete, men ikke megen konsekvens. NĂ„ ja Ă
len klapper folk bagi og presser folk til nĂžgenhed a la “du vil jo gerne vĂŠre med i hulen, Mulle”, men det er da bare lidt vĂŠrkstedshumor og bare for sjov.
Som jeg husker det, nÄede vi ikke engang til at diskutere sexisme, kun chikanen (som er slem nok i sig selv).
Nu begynder sagerne at komme ud – de pibler nĂŠrmest ud af alle huller. Lad os fĂ„ sagerne pĂ„ bordet om sexchikane og sexisme (bĂ„de mod mĂŠnd og kvinder) og lad os sĂ„ begynde at gĂžre noget ved det.
Jeg har forsÞgt at holde min mund pÄ trods af mange post, som jeg har vÊret uenige med.
Som at kvinderne bare er curlingbĂžrn og skal tage sig sammen – det er jo ikke en rigtig krĂŠnkelse at blive taget pĂ„ lĂ„ret, nĂ„r man ikke Ăžnsker det.
Eller at det er synd for mĂŠndene, at ting kommer frem i offentligheden.
Eller at kvinder skal sige navnet for ellers mistÊnkes alle, eller at de ikke skal sige navnet for sÄ dÞmmes folk uden sag.
Eller generelt have fokus pÄ hvad kvinderne skulle have gjort eller ikke gjort.
Eller som Pia KjĂŠrsgĂ„rd, der taler om tilgivelse. Faktisk blev Frank Jensen jo tilgivet for sin slikken pĂ„ halsen under fest i 2011 – men det stoppede ham ikke!
Eller, at det ikke handler om kultur, men er enkeltsager.
Ja, der er vÊrre sager og vÊrre overgreb end klap pÄ lÄret og slik pÄ halsen, og dem skal vi ogsÄ gÞre noget ved. Vi skal gÞre noget ved det hele for det hele er overgreb isÊr nÄr den, der gÞr det har magt over den, som det sker for. Hvis nogen rÞrer ved dig uden, at du Þnsker det, sÄ er det et overgreb.
Ja det ville vÊre rart, hvis alle bare sagde fra. Det ville vÊre endnu bedre, hvis de ikke behÞvede at sige fra. Eller hvis omgivelserne ogsÄ sagde fra.
Ja det er irriterende, at der er sĂ„ meget fokus pĂ„ krĂŠnkelserne – men det er bare fordi vi ikke har talt om dem fĂžr!!
Ja enkeltindivider er ansvarlige for deres handlinger. Og den kultur, der har hersket og stadigt hersker mange steder gĂžr, at de har syntes, at de her handlinger har vĂŠret okay. Som Frank Jensen siger “jeg er jo et varmt menneske”.
Det kan godt vÊre, at de sager vi ser i offentligheden nu skulle vÊre bragt frem tidligere, men det blev de ikke. Vi ved ikke hvorfor, men en grund kan vÊre frygten for konsekvensen for den, der anmelder tingene sÄsom at blive fyret.
Det er bemÊrkelsesvÊrdigt, at nÄr en sag kommer frem om en person, sÄ kommer der flere til fordi der nu er flere, der tÞr stÄ frem. Jeg har set det samme ske i internt i virksomheder, hvor folk nu stÄr frem fordi de finder ud af, at de ikke er den eneste. Fordi de nu kan se, at de ikke selv har gjort noget galt.
Jeg har selv haft en stalker, og det tog meget arbejde for mig at se, at det ikke var mig, der var skyld i, at han stalkede mig, overvĂ„gede min lejlighed og satte hjerter i opgangen. Det krĂŠvede bĂ„de psykologbehandling, og en leder, der sagde “Der er 800 mĂŠnd pĂ„ denne arbejdsplads, og 1, der ikke kan finde ud af, at du bare er venlig. Du er ikke problemet“.
…Og ti Ă„r efter, da jeg sĂ„ ham i biografen, dukkede angsten op igen. Jeg var endda heldig, at der ikke skete noget fysisk.
Da jeg blev gramset pÄ brysterne af en fremmed pÄ et diskotek pandede jeg ham en, men det er ikke alle der reagerer sÄdan.
Det triste er, at for hver af de her sager er der masser af sager, vi ikke hÞrer. Masser af folk, der ikke tÞr stÄ frem, fordi de frygter konsekvensen. Vi ser bare toppen af isbjerget og der er rigtigt meget under overfladen. Hvis man fÄr opbygget tilliden og lytter, sÄ kommer historierne, men det er svÊrt at vide hvem man kan stole pÄ.
Vi har brug for en ordentlig kultur pÄ vores arbejdspladser, vores foreninger, vores liv.
Kultur er ikke bare de fine ord vi taler om og de ting vi siger hĂžjt. Kultur er summen af vores handlinger – og de handlinger vi accepterer, som nĂ„r vi ikke griber ind, nĂ„r vi ser noget er galt. Det er jo bare vĂŠrkstedshumĂžr, for sjov, en flirtâŠ. Nej det er det ikke altid. Nogle gange er det truende.
Kultur er ogsĂ„ det der accepteres, som i dette tilfĂŠlde at mĂŠnd truer og bruger magt og ikke kan styre sine hĂŠnder – og at det dysses ned eller ikke kommer frem.
Jeg er enig i at folk er personligt ansvarlige, men hvis ingen siger fra i omgivelserne, sÄ bliver de ikke nÞdt til at tage det her ansvar.
Jeg er sjĂŠldent enig med Reimer Bo, men jeg er meget enig i denne artikel: Det er ikke kun ofrene, der skal sige fra. Det er alle os andre. Og tĂžr vi det?
SÄ et interessant interview med Ritt BjerregÄrd, der sagde, at sÄdan har det altid vÊret. At man hurtigt lÊrte hvem man skulle holde afstand til, men at de til gengÊld ikke overvejede at det var noget, der kunne Êndres.
Vi gamle har levet med, at sĂ„dan var det, og sĂ„dan gjorde mĂŠnd. Det gjaldt om at vide, hvem der var ude pĂ„ noget, og hvornĂ„r man skulle holde sig for sig selv. Men vi ansĂ„ det ikke for muligt, at det var noget, vi kunne lave om pĂ„, siger hun.“
Det er noget, der kan ĂŠndres, men det krĂŠver mere end at kvinder siger fra.
Det handler om magt og at vi har tilladt den magt at blive brugt forkert (og ikke kun i politik). At det er magt kan man ogsÄ se pÄ at omkring halvdelen af sexchikanesager i HK anmeldes af mÊnd.
Vi har nu muligheden for at lave det om!!!!
Vi kan starte med at fÄ tingene frem i lyset og behandle enkeltsager, men vi bliver nÞdt til at tage nÊste skridt.
Vi bliver nĂždt til at tage diskussion om hvad det er i vores kultur, der gĂžr, at vi har accepteret de her ting. Der gĂžr, at folk tror, at det er okay at begĂ„ de her overgreb, og at ofrene tror, at det ikke er okay at tale om. Det, der gĂžr, at ofrene ikke siger fra, men i stedet tĂŠnker “hvad har jeg gjort forkert?”. Det, der gĂžr, at teenagepiger taler om hvornĂ„r de fik deres fĂžrste dickpic og ikke om de har fĂ„et et.
Der er mange mange flere ting der er en del af puslespillet
Og det kommer til at gÞre ondt at lave om pÄ tingene. Vi bliver nÞdt til at se indad, vi bliver nÞdt til at erkende vores ansvar, og vi bliver nÞdt til at Êndre ting. Men det er den eneste mulighed vi har.
Hvis vi ikke gÞr noget, hvem gÞr sÄ?