Sorry for the post in Danish, but it seemed the most appropiate to do in this case.
Den korte version:
Nej sexuelle krænkelser er ikke bare småting.
Vi har endeligt fået startet metoo-debatten ordentligt i Danmark og vi har muligheden for at lave tingene om.
Den lange version:
Nej sexuelle krænkelser er ikke bare småting.
Jeg var overrasket over, at der ikke skete mere i Danmark 2017, da metoo kom frem. For mig at se kom der små pip her og der, men langt det meste endte med at der kom lidt tøhø over det, der skete, men ikke megen konsekvens. Nå ja Ålen klapper folk bagi og presser folk til nøgenhed a la “du vil jo gerne være med i hulen, Mulle”, men det er da bare lidt værkstedshumor og bare for sjov.
Som jeg husker det, nåede vi ikke engang til at diskutere sexisme, kun chikanen (som er slem nok i sig selv).
Nu begynder sagerne at komme ud – de pibler nærmest ud af alle huller. Lad os få sagerne på bordet om sexchikane og sexisme (både mod mænd og kvinder) og lad os så begynde at gøre noget ved det.
Jeg har forsøgt at holde min mund på trods af mange post, som jeg har været uenige med.
Som at kvinderne bare er curlingbørn og skal tage sig sammen – det er jo ikke en rigtig krænkelse at blive taget på låret, når man ikke ønsker det.
Eller at det er synd for mændene, at ting kommer frem i offentligheden.
Eller at kvinder skal sige navnet for ellers mistænkes alle, eller at de ikke skal sige navnet for så dømmes folk uden sag.
Eller generelt have fokus på hvad kvinderne skulle have gjort eller ikke gjort.
Eller som Pia Kjærsgård, der taler om tilgivelse. Faktisk blev Frank Jensen jo tilgivet for sin slikken på halsen under fest i 2011 – men det stoppede ham ikke!
Eller, at det ikke handler om kultur, men er enkeltsager.
Ja, der er værre sager og værre overgreb end klap på låret og slik på halsen, og dem skal vi også gøre noget ved. Vi skal gøre noget ved det hele for det hele er overgreb især når den, der gør det har magt over den, som det sker for. Hvis nogen rører ved dig uden, at du ønsker det, så er det et overgreb.
Ja det ville være rart, hvis alle bare sagde fra. Det ville være endnu bedre, hvis de ikke behøvede at sige fra. Eller hvis omgivelserne også sagde fra.
Ja det er irriterende, at der er så meget fokus på krænkelserne – men det er bare fordi vi ikke har talt om dem før!!
Ja enkeltindivider er ansvarlige for deres handlinger. Og den kultur, der har hersket og stadigt hersker mange steder gør, at de har syntes, at de her handlinger har været okay. Som Frank Jensen siger “jeg er jo et varmt menneske”.
Det kan godt være, at de sager vi ser i offentligheden nu skulle være bragt frem tidligere, men det blev de ikke. Vi ved ikke hvorfor, men en grund kan være frygten for konsekvensen for den, der anmelder tingene såsom at blive fyret.
Det er bemærkelsesværdigt, at når en sag kommer frem om en person, så kommer der flere til fordi der nu er flere, der tør stå frem. Jeg har set det samme ske i internt i virksomheder, hvor folk nu står frem fordi de finder ud af, at de ikke er den eneste. Fordi de nu kan se, at de ikke selv har gjort noget galt.
Jeg har selv haft en stalker, og det tog meget arbejde for mig at se, at det ikke var mig, der var skyld i, at han stalkede mig, overvågede min lejlighed og satte hjerter i opgangen. Det krævede både psykologbehandling, og en leder, der sagde “Der er 800 mænd på denne arbejdsplads, og 1, der ikke kan finde ud af, at du bare er venlig. Du er ikke problemet“.
…Og ti år efter, da jeg så ham i biografen, dukkede angsten op igen. Jeg var endda heldig, at der ikke skete noget fysisk.
Da jeg blev gramset på brysterne af en fremmed på et diskotek pandede jeg ham en, men det er ikke alle der reagerer sådan.
Det triste er, at for hver af de her sager er der masser af sager, vi ikke hører. Masser af folk, der ikke tør stå frem, fordi de frygter konsekvensen. Vi ser bare toppen af isbjerget og der er rigtigt meget under overfladen. Hvis man får opbygget tilliden og lytter, så kommer historierne, men det er svært at vide hvem man kan stole på.
Vi har brug for en ordentlig kultur på vores arbejdspladser, vores foreninger, vores liv.
Kultur er ikke bare de fine ord vi taler om og de ting vi siger højt. Kultur er summen af vores handlinger – og de handlinger vi accepterer, som når vi ikke griber ind, når vi ser noget er galt. Det er jo bare værkstedshumør, for sjov, en flirt…. Nej det er det ikke altid. Nogle gange er det truende.
Kultur er også det der accepteres, som i dette tilfælde at mænd truer og bruger magt og ikke kan styre sine hænder – og at det dysses ned eller ikke kommer frem.
Jeg er enig i at folk er personligt ansvarlige, men hvis ingen siger fra i omgivelserne, så bliver de ikke nødt til at tage det her ansvar.
Jeg er sjældent enig med Reimer Bo, men jeg er meget enig i denne artikel: Det er ikke kun ofrene, der skal sige fra. Det er alle os andre. Og tør vi det?
Så et interessant interview med Ritt Bjerregård, der sagde, at sådan har det altid været. At man hurtigt lærte hvem man skulle holde afstand til, men at de til gengæld ikke overvejede at det var noget, der kunne ændres.
Vi gamle har levet med, at sådan var det, og sådan gjorde mænd. Det gjaldt om at vide, hvem der var ude på noget, og hvornår man skulle holde sig for sig selv. Men vi anså det ikke for muligt, at det var noget, vi kunne lave om på, siger hun.“
Det er noget, der kan ændres, men det kræver mere end at kvinder siger fra.
Det handler om magt og at vi har tilladt den magt at blive brugt forkert (og ikke kun i politik). At det er magt kan man også se på at omkring halvdelen af sexchikanesager i HK anmeldes af mænd.
Vi har nu muligheden for at lave det om!!!!
Vi kan starte med at få tingene frem i lyset og behandle enkeltsager, men vi bliver nødt til at tage næste skridt.
Vi bliver nødt til at tage diskussion om hvad det er i vores kultur, der gør, at vi har accepteret de her ting. Der gør, at folk tror, at det er okay at begå de her overgreb, og at ofrene tror, at det ikke er okay at tale om. Det, der gør, at ofrene ikke siger fra, men i stedet tænker “hvad har jeg gjort forkert?”. Det, der gør, at teenagepiger taler om hvornår de fik deres første dickpic og ikke om de har fået et.
Der er mange mange flere ting der er en del af puslespillet
Og det kommer til at gøre ondt at lave om på tingene. Vi bliver nødt til at se indad, vi bliver nødt til at erkende vores ansvar, og vi bliver nødt til at ændre ting. Men det er den eneste mulighed vi har.
Hvis vi ikke gør noget, hvem gør så?